Det første kapel

Et lille kirkekapel i bindingsværk, en ”Assistens- eller Pestkirke”, opførtes på ”Nye Kirkegaard” eller ”Nykirkegaard” i 1711. Kapellet blev dog ikke brugt ret meget siden opførelsesåret med de mange pestofre og blev derfor solgt i 1738. Meningen var, bygningen skulle anvendes som vagthus eller konsumptionskontor i forbindelse med byporten ved kirkegården ud for Stjernegade. Da det ikke blev til noget, blev bygningen kort efter nedrevet. Det fortælles, at materialerne brugt til lystgården ”Bilidt” et par kilometer ude ad Esrumvej.

Kirkegårdsmur, ligkapel og ”graverbolig”

Transporten af de døde fra de to kirker i byen kunne være besværligt og ubehageligt i dårligt vejr. Som en logisk konsekvens af, at ”Nye Kirkegaard” officielt erstattede kirkegårdene ved Skt. Olai Kirke og Sct. Mariæ Kirke i 1824, måtte nye tiltag iværksættes. Dels blev kirkegården indhegnet af solide mure, dels blev et mindre ligkapel opført ved kirkegårdens østre mur ud mod Møllebakken. Begge dele var tegnet af hofarkitekt Jørgen Hansen Koch. I begyndelsen var bygningen en ”graverbolig”, tiltænkt kirkegårdens opsynsmand. Muligvis blev bygningen først brugt som ligkapel i 1834-35 ved en ombygning af boligen for opsynsmanden. Kapellet blev ombygget igen i 1853 og fik en karakteristisk gavl mod kirkegården med tre tætsiddende spidsbuede åbninger og en stor fløjdør. Det eneste bevarede fra dette statelige kapel er fløjdøren. Den stammer fra det i 1859 nedrevne Øresunds Toldkammer og er i Helsingør Kommunes Museers varetægt. Kapellet blev forlænget i 1866 og fungerede indtil århundredeskiftet

Vognhus

Efter kirkegårdens nye, officielle status som eneste kirkegård for hele Helsingør, blev også et vognhus opført i 1824 på hjørnet af Nygade og I.L. Tvedes Vej, tidligere Kongensgade. Før der kom vogne til, blev ligene transporteret på bårer af såkaldte ligbærere. Der var to ligbærerlaug, St. Gertruds Gilde som det ældst kendte og Sct. Annakompagni som det mindste. Under pestepidemier havde de to ligbærerlaug rigeligt at se til. Efter megen indbyrdes konkurrence og bryderier blev de to laug omsider slået sammen i 1815 til ét ligbærerselskab. Det var først omkring dette tidspunkt, at man begyndte at anskaffe ligvogne, som i begyndelsen stod i et lejet vognskur. Ligbærerlauget ophørte i 1862. Det fine vognhus blev fjernet i 1970 før den nye vejforlægning. En fornem ligvogn fra 1819 eksisterer endnu.

Kapel, kontor og materielgård

Et nyt kapel blev tegnet af arkitekt Valdemar Hamborg og stod færdigt i 1903. Det gamle kapel blev herefter anvendt som kirkegårdskontor indtil 1956, hvor det blev afløst af et nyt fra 2002. Det nye kirkegårdskontor ligger vest for kapelkrematoriet på den anden side af parkeringspladsen omtrent ud for det sted, hvor Møllebakken deler sig i Esrumvej og Gurrevej. Det gamle kirkekontor anvendes nu til kirkegårdens personale. Ligeledes opførtes en ny materielgård, som ligger ud mod I.L. Tvedes Vej.

Fra kapel og krematorium til kapelkrematorium

Behovet for et krematorium opstod, og arkitekt Volmar Drosted udarbejdede tegninger til opførelse af et sådant i direkte tilknytning til kapellet fra 1903. Det stod færdigt i 1934. Efter en årrække trængte kapellet til fornyelse og krematoriet til en modernisering. Derfor blev et nyt kapelkrematorium tegnet af Mads Drosted (søn af Volmer Drosted) og Rolf Graae og taget i brug i 1979.

_{Kilde: Helsingør Leksikon}

Kapelindretning

Kapellet har siddepladser til 165 personer.

I 2017 blev kapeller forsynet med et nyt orgel bygget af Orgelbyggeriet Andersen og Bruhn.

Fru Parkovs klokke

Et i øjenfaldende syn møder en i afdeling 32, lidt sydøst for kapellet, nemlig ”Fru Parkovs klokke”. I 1964 modtog kirkegårdsbestyrelsen en anmodning fra fru Karina Parkov, der i øvrigt var en af den danske stumfilms stjerner, der ønskede at skænke en klokke til

ophængning på kirkegården til minde om sin mand Knud Parkov, der var direktør for Wibroes Bryggeri. Han omkom ved en trafikulykke i 1949 og ville, hvis han havde levet, været fyldt 70 år i 1964. Først i 1971 var man nået så langt at klokken kunne støbes, hvilket skete i Leicester i England hos det velrenommerede klokkestøberi John Taylor & Co. Klokken vejer 218 kg og der gik nogen tid inden man fik ideen til en klokkestabel. Den er tegnet af den norske arkitekt Helge Hjortholm fra Bergen, der tidligere havde arbejdet som arkitekt i Helsingør. Stablen er 8,8 m høj og opført af fire laminerede træbjælker med et klokkehus foroven. Taget er kobberdækket og klokken hænger i en speciel stol af stål med kuglelejer.

Den utraditionelle form minder mest af alt om en afskudt pil, der står med spidsen i jorden. Arkitektens intension var dog en anden – den skal symbolisere opstrakte hænder. Klokkestablen vakte ikke umiddelbart den store begejstring, men falder i dag godt ind i omgivelserne. Klokken styres elektronisk fra kapellet, og der ringes ved begravelser og bisættelser.